Bæredygtig eftertanke

PÅ NORTHSIDE SNAKKER VI IKKE KUN OM BÆREDYGTIGHED. VI UDLEVER DET OG VORES FESTIVAL ER IGEN I ÅR DE GRØNNE IVÆRKSÆTTERES LEGEPLADS. MEN MÅSKE NÅEDE DU IKKE LIGE AT FANGE ALLE DE BÆREDYGTIGE ELEMENTER PÅ FESTIVALENS FØRSTE DAG? NO WORRIES. DU KAN LÆSE OM DEM HER.

Kys i bæredygtige omgivelser
Hang du ud på i det lækre loungeområde med en øl i hånden? Så er det måske interessant for dig at vide, at hele installationen blev opført af studerende fra Arkitektskolen i Aarhus. Alt var bygget i bæredygtige materialer, og kilden til inspiration var Aarhus Skyline. Derfor kunne du samle vennerne omkring kunstmuseet AROS til et spil Regnbue-Lykkehjul, eller nyde en kold forfriskning på toppen af Rådhustårnet, som blev brugt til barbord. Sidst men ikke mindst kunne du kysse én, du godt kan lide helt privat i Aarhus Domkirkes Kyssetårn.

Put 90-100% økomad i maven
Du satte uden tvivl tænderne i den ene lækkerbisken efter den anden sidste weekend. Men vidste du, at det er NorthSides ambition, at være Danmarks mest økobevidste musikfestival? Derfor har alle NorthSides madboder forpligtet sig på, at minimum 30% af den mad de serverer for dig, skal være økologisk. Men hvis det ikke lyder helt økobevidst nok for dig, så håber vi, at du holdt øje med de 40 økologiske guldspisemærker, som Fødevarestyrelsen har strøet ud over NorthSide i år. De er din garanti for, at alt hvad du fik serveret under det gyldne Ø på festivalen, var mellem 90-100% økologisk fremstillet. Velbekomme.

Dit affald vil genopstå
Du tænkte måske ikke over det, da du smed plastikaffald i en skraldespand på NorthSide i år – men din handling var faktisk første led i en længere rejse for netop dit affald. Plastikken fra NorthSide genopstår nemlig som nye bæredygtige skraldespande på næste års festival. Affaldskonceptet hedder Rebox og er lanceret af Miljøteam og WorldPerfect i samarbejde med NorthSide. Det er et system, der er designet til at indsamle og genanvende præcis de typer affald, som du står og skal af med på festivalen. Uanset om det er pap/papir, plast, madaffald eller lignende – så er der en skraldespand til det. Sidste år indsamlede NorthSide 90 ton affald, og genanvendte 50%. Med introduktionen af Rebox hæver NorthSide endnu engang de bæredygtige ambitioner. Festivalen planlægger nemlig at genanvende hele 60% i år. Så smid ud og gør NorthSide grønnere.

NorthSide spilder ikke maden
Sidste strofe på NorthSide blev muligvis spillet i søndags. Men festivalen sluttede ikke der. FødevareBanken har nemlig brugt mandag, tirsdag og onsdag til at samle overskydende mad ind fra NorthSides madboder, så maden ikke ender i skraldespanden. På den måde sørger NorthSide for at undgå madspild, samtidig med at vi mætter endnu flere sultne maver, end dem der færdes på festivalen. Al den mad som FødevareBanken samler ind bliver nemlig til nye måltider til blandt andre hjemløse, stofmisbrugere og krise- og voldsramte familier.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

SET, LYTTET, KLIKKET, LÆST

Spis din by med Byhøst

De nye influencers